Karin – dagbog:
3. undervisningsgang, Peder Lykkeskolen, onsdag d. 4/3 09. Syv elever.
Da der var temauge på skolen mødte kun 3 elever op fra start og 4 kom senere. Så jeg besluttede, at vi gik igang med at lave skulpturer med det samme. På opslagstavlen – vores selvbyggede skilt - havde jeg sat gruppernes fotos af udvalgte steder i kvarteret og skitserne af mulige projekter op. Da de sidste 4 elever var ankommet, snakkede vi lidt om den afsluttende kunstrute i kvarteret til maj. Vi skal invitere folk til at komme med rundt i kvarteret på en guidet tur, så de kan se de færdige projekter. Vi snakkede også om viadukten som et af udstillingsstederne.
Eleverne kastede sig over materialerne og Sofie og Kia gik i gang med at lave en totempæl i hønsenet og gips – med den funktion at skræmme onde ånder væk i viadukten. De kaldte det en ’totempæl med egne ansigter’. Fie og Emma savede løs i lægter og lister og havde planer om at lave et virvar af pinde på en plade. Det blev til færre pinde, som blev malet i forskellige mørke farver. De sagde selv om skulpturen: ’Det ligner ikke noget, men det også er meningen. Den skal hænge på væggen. Den er blevet lidt skør’.
Ida, Michelle og Naomis projekt gik ud på at støbe cement-fugle i forskellige varianter, som skal hænge i træer og placeres på busstoppesteder og tage rundt i kvarteret – udenfor rækkevidde. De har valgt at de skal være i pink og limegrøn, skrigfarver, da området ellers er meget gråt. Måske skal der være én fugl, der er anderledes end de andre. De fik støbt gips i den første flamingo-fugleform. De vil også skrive et brev til områdeløft for at få lov til at male viadukten med blå himmel. Ida snakkede desuden om at lave en kæmpe hundelort ved spejderhytten med et medfølgende skilt: ’Saml hundelorten op, da der er for mange hundelorte her’.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar